Staby påskeudstilling flytter udenfor.
Kærlighed til det sted de bor er drivkraften bag, at de 6 kunstnere bag påskeudstillingen i Staby har udvidet årets påskeudstilling med en bannerudstilling ned igennem landsbyen, der skal løbe sommeren over. Udstillingen starter den 13/4 når Galleriet på Stabyvej, midt i Staby åbner dørene for 5. udgave af påskeudstillingen, hvor det er de små detaljer og de store linjer som præger billedet.
Bannerne er unikke nye værker, som er skabt til byens lygtepæle, nogle er trykt og andre er vævede og syet i hånden. Afsættet for værkerne er ”her hvor vi bor”, hvor gruppens nyeste medlem, den nytilflyttede billedkunstner Anna Margrethe Pedersen, har lavet en ”Ode til vinden”, et andet nyt medlem er Søren Englyst, Søren arbejder med træhåndværk og skaber helt unikke kærlighedsfugle af bare én træklods. Elisabeth Borch, som har lavet bølgen henne ved Staby skole i fiskenet, har holdt fast i nettet som redskab og vævet bannerne: Stop, think, act, der maner til eftertanke og handling. På udstillingen kan man også møde Eva Hermann, Jens Overgaard og Hanne Arberg. Bannerudstillingen bliver også en manifestation af, hvad man kan med fælles hjælp i et lokalsamfund. Bagbutikken har ydet økonomisk støtte og smed John Christensen har designet og lavet beslag som bannerne kan hænge i, de lokale håndværkere hjælper også til med ophængningen, så det er virkelig et samarbejde, som har skabt det endelige resultat.
Påskeudstillingen i Galleriet er udvidet med weekenden den 26,-27, april, så alle har chancen for at komme og se årets ophængning.